Denne artikel er skrevet af gæsteblogger Simon Nygård.
Mit navn er Simon Nygård, og jeg sidder som linkbuilding-specialist hos Morning Train. De sidste 2 år har jeg hjulpet og rådgivet en masse linkbuilding-kunder, der ønsker at opnå succes i Google. Du kan læse mere om vores SEO-arbejde her.
En del af linkbuilding-kunderne har allerede arbejdet med linkbuilding, før de kom til os, og jeg har på den måde samlet en bred viden og god fornemmelse for udfordringer, når det kommer til linkbuilding.
I den her artikel vil jeg dele 3 essentielle områder, som jeg mener, man skal være mere opmærksom på og undgå.
For stort fokus på 3. part værktøjers metrics
Link metrics er ofte det, folk kigger på, når de skal vurdere et domæne og for at få en fornemmelse af, hvor stærkt det er til linkbuilding. Den mest gængse af dem alle er Ahrefs Domain Rating (DR). Metric’en fremhæver styrken af et domænes linkprofil fra en skala fra 0 til 100.
Det kan være rart og betryggende at bruge de linkmålinger, som 3. partsværktøjer som Ahrefs & Majestic skyder ud, men det kan være farligt at lave direkte fortolkninger og stole 100% på de data, som 3. part værktøjerne præsenterer.
Jeg støder ofte på domæner, som udelukkende har links fra profillinks, spam-sider og kommentarlinks, der scorer en relativ høj domain rating, selvom et link fra domænet sjældent vil give noget særligt.
Det samme ses, når det kommer til trafik. At kigge på domænets trafik er blevet en meget populær målestok, når det kommer til vurdering af domænets linkbuilding-værdi. I den forbindelse er Ahrefs et populært valg, når man skal finde trafikken på et domæne.
Dog er Ahrefs stadig et 3. partsværktøj, der aldrig vil kunne se nøjagtigt, hvor meget trafik et domæne har. Derfor skal man også tage trafiktallet med et gran salt og bruge Ahrefs’ trafiktal som et fingerpraj i stedet for at konkludere det helt store ud fra den data.
Nogle gange rammer Ahrefs’ trafikestimering spot on, og andre gange er trafikestimeringen helt ude i hampen.
Et område, hvor Ahrefs’ trafikestimering kan være brugbar, er, når du finder hjemmesider med en trafikestimering på 0. Disse domæner har ofte ingen eller meget lidt trafik, og dem bør du helst holde dig fra.
Når alt kommer til alt, så gælder det om at bruge sin sunde fornuft og bruge link metrics med forsigtighed og kun sammen med din egen ekspertvurdering.
Links med ingen linksti fra forsiden
Før du begynder at bruge tid og store ressourcer på at skaffe et link, så bør du lave din research omkring, hvor på siden dit link bliver placeret. Det er nemlig ikke helt ligegyldigt, hvor du får et link fra.
Det er vigtigt at forstå, at når Google crawler dit link og videregiver dig værdi, så kigger de ikke på domænet, men de kigger på den URL, hvor dit link er placeret.
Det betyder, at hvis du får et link fra en artikel, der er gemt væk på domænet, så får du minimal værdi fra linket. Du skal helst få et link, der kun er få klik fra forsiden, da forsiden ofte er den URL på domænet, der har flest eksterne links, som kan videregive linkværdi til den side, hvor du får et link fra.
Udover at være opmærksom på, om der er en linksti fra forsiden og ned til din artikel, så bør du også få placeret dit link i teksten og gerne ”above the fold” – altså så højt som muligt. Google tildeler mere værdi, hvis dit link er placeret højt oppe i artiklen.
Overoptimerede ankertekster
I gamle dage kunne man skubbe sine søgeord langt op ad Googles rangstige, hvis man fik links med eksakte ankertekster, der indeholder de søgeord, som man gerne ville rangere på. Den strategi fungerer faktisk stadig, men der er en stor risiko forbundet med at arbejde alt for aggressivt med eksakte ankertekster.
I takt med at Google bliver klogere, så bliver de også bedre til at opfange unaturlige og manipulerede linkbuilding-hensigter. Og mit bud er, at dem, der stadig arbejder aggressivt med eksakte ankertekster, kan få en slem lussing af Google.
De overoptimerede ankertekster fungerer nemlig som en slags sladrehank til Google, og Google kan hurtigt få en ide om, hvad man prøver at opnå med disse ankertekster.
Hellere få en masse links til forsiden og nogle enkelte til dine undersider, der virker mere naturligt.
Man ser allerede nu, hvordan stærke domæner ligger nummer 1 på stærkt konkurrenceprægede søgeord, uden den pågældende landingsside har et eneste eksternt link.
Hvis du arbejder med eksakte ankertekster, så bør dine eksakte ankertekster max udgøre 2-3% af den samlede linkprofil.
Billedmateriale: Jcomp/freepik.com